Velkommen til FeltUds blog

Velkommen til FeltUds blog. Dette er DOFs Feltornitologiske Udvalgs forum. Her kan du holde dig ajour med kommende arrangementer og læse om tilmelding og betaling til de arrangementer hvor det kræves.

I højre side af skærmbilledet finder du under “Arrangementer” under emnet “Kategorier”. Her finder du en liste over de arrangementer som FeltUd lancerer i årets løb. Klik på hvert arrangement for læse om pris, tid og sted og eventuelle ændringer.

For at tilmelde sig arrangementer, der kræver tilmelding og/eller betaling, skal du sende en mail til følgende adresse med med navn og DOF medlemsnummer:

feltudarrangerer@dof.dk

I emnefeltet på mailen bedes du skrive hvilket arrangement du tilmelder dig.

Ved arrangementer med betaling modtager du per mail en tilbagemelding om indbetalingen, givet at arrangementet ikke er overbelagt. Når din indbetaling er registreret vil du modtage besked herom.

I tilfælde af afbud, refunderes beløbet ikke. Du kan skrive, at du melder afbud som kommentar under posten i arkivet, så andre eventuelt kan købe din plads/billet i privat regi. Din kommentar vil først blive vist på bloggen, når den bliver godkendt af et FeltUd-medlem.

Har du spørgsmål, kan du ligeledes skrive dem som kommentar under posten eller skrive til en FeltUd kontakt. Kontaktoplysninger findes under “Medlemmer” i menuen i toppen.

Under “FT facebook” kan du læse om brugen af FeltUds facebookgruppe, der benyttes til opdateringer under træf og operationer.

De bedste hilsner

FeltUd

Felttræf 2017 uge 42 i Skagen

I anledningen af åbningen af Skagen Grå Fyr – Center for Trækfugle og Skagen Fuglestation i maj har Feltud ekstraordinært valgt at henlægge årets FELTTRÆF til Skagen og Skagen Odde. Felttræfområdet omfatter hele området nord for en linje fra Rubjerg Knude til Frederikshavn og Hirsholmene.

Skagen er naturligvis bedst kendt for sit imponerende og meget varierede forårstræk, men der er også masser af potentiale om efteråret, og der er garanti for mange fugle. Med relativt begrænset dækning områdets potentiale taget i betragtning er der fundet mange superfede arter i løbet af oktober i Skagenområdet. Nævnes bør:

Brilleand, Balearskråpe, Sibirisk Bynkefugl, Høgeugle, Krognæb, Amerikansk Sortand, Sortstrubet Drossel, Himalayasanger, Tretået Spætte, Korttået Lærke, Alpesejler og Jagtfalk! Derudover er der selvfølgelig mulighed for at se de mere eller mindre klassiske Felttræfsmåfugle som Hvidbrynet Løvsanger, diverse pibere og Dværgværling samt masser af havfugle, herunder naturligvis mindst 3 arter skråper, 4 arter lommer, 4 arter kjover og 5 arter alkefugle.

Der er planer om fælles kratlusk, tur til Hirsholmene, havfugle- og hvaltur, feltguidning, aftenforedrag og afsluttende middag på caféen på fuglestationen.

Naturbutikken deltager i Det Grå Fyr torsdag til fredag, og vil kunne tage varer med, hvis du bestiller på forhånd.

Kom og vær med til fejringen af DOFs nye fyrtårn, og fejringen af de 3 nye arter for landet, vi satser på at støve op i uge 42 i Skagenområdet!

Et mere detaljeret program følger her på Pandion. Du kan også følge Feltuds aktiviteter på facebookgruppen ”Feltud”. Tilmed dig for en dag eller hele ugen på facebookgruppen Feltud, eller via mail på ”feltud@gmail.com”.

For mere info, kontakt Anders Wiig Nielsen på tlf. 21686681

Referat – Operation Overshooter 2016

For tredje år i træk har Feltudvalget afholdt Operation Overshooter – en satsning i Sydøstdanmark med henblik på at opstøve sjældne arter, der er trukket for langt og skal retur igen. Arrangementet lå denne gang en anelse tidligere end de forrige gange, nemlig i weekenden 21.-22. maj.

LØRDAG D. 21. MAJ

Lørdagen startede stille og roligt ud med en ringmærket Rødtoppet Fuglekonge i Gedser Stationshave, der kun sås af få, da de fleste deltagere – selvfølgelig! – var i felten. Endnu en Rødtop blev meldt et par kilometer længere oppe af kysten. Ellers blev der ikke meldt det helt store ud denne morgen, men i forbindelse med fælles morgenmad ved Gedser Fuglestation kunne en deltager dog berette om Pirol og Aftenfalk ved Kroghage.

folk

Træfdeltagere til fælles morgenmad ved Gedser Fuglestation, 21/5

Morgenmaden var som altid en hyggelig afveksling til den målrettede feltaktivitet, som gav mulighed for at udveksle alskens sludder og sladder. Stemningen var rigtig god i den nærmest idylliske have på odden, vejret var smukt og vinden var i det østlige hjørne, så der var lagt i ovnen til en god første træfdag. Der gik da heller ikke mere end en lille time efter morgenmaden, før følgende melding fra Louis A. Hansen ude fra Gedser Odde tikkede ind på folks telefoner:

Markpiber til rast i kornmark ej genfundet.

Ses godt og et kald.

Mvh, Louis

Markpiber er en ganske sjælden fugl, så det var naturligvis en besked, der fik folk til at sætte mod odden. Klokken 10.38 lettede fuglen fra marken den havde opholdt sig på, blev straks opdaget og opråbt, og valgte nu at lande midt på cykelstien og løbe rundt frit fremme blot 25 meter fra 10 yderst begejstrede ornitologer. Det er ikke ofte en Markpiber bliver set så sindssygt godt i så lang tid – fuglen var utroligt medgørlig, selvom den var væk i perioder.

markpiber

Markpiber, Gedser Odde 21/5 (foto: Andreas Bennetsen Boe)

Markpiberen var klart dagens sjældneste fugl, men der blev også set andre rigtig gode fugle – Svend Erik Jessen opdagede 4 Biædere ved Albuen (Lolland) og ved Saksfjed Inddæmning hørtes syngende Savisanger og Pirol. Ellers kan nævnes en Sølvhejre ved Bøtø Nor samt indtræk af lidt rovfugle ved Gedser Odde i form af 8 Hvepsevåger og en Fiskeørn.

Om aftenen samledes nogle af deltagerne på fuglestationen til kage og lidt til ganen. Alle var enige om, at det var umådelig hyggeligt.

SØNDAG D. 22. MAJ

Søndag morgen gik Gedser helt amok. Først fandt Tonny Papillon hele 5 Biædere rastende i et træ i Stationshaven (se foto!), der trods et kortvarigt ophold blev set af ganske mange inden de trak udover odden. Herefter begyndte det at vælte med Piroler, der kom trækkende som perler på en snor. Inden 9.30 havde der været 7 forskellige fugle og indimellem disse både Markpiber igen (ganske givet fuglen fra i går), Hvidnæbbet Lom tæt forbi, samt en Turteldue. Det viste sig hurtigt, at Michael Køie Poulsen havde fundet en rastende Turteldue oppe i Birkemose (se foto) minutterne før arten sås på odden, så det var måske samme fugl.

turt

Turteldue, Birkemose 22/5 (foto: Michael Køie Poulsen)

Rovfuglene skuffede lidt ved odden, da blot 2 Hvepsevåger trak ind. Til gengæld sås 3 Piroler mere, men det er uvist hvorvidt disse var gengangere eller nye fugle. Det er derfor rimeligt, at antage en dagstotal på 7-10 Piroler. Ikke dårligt! Endelig sås også 3 trækkende Gulirisker opad formiddagen, og dermed var Gedser Odde denne dag bedre end selv en ret god morgen i Skagen!

Alt skal dog ikke handle om Gedser, og længere mod nord var der også fugle. Hele 4 Drosselrørsangere blev meldt: den sædvanlige fugl ved Røgbølle Sø samt hele 3 nye fugle ved Kalløgrå, hvor der i øvrigt også sås 2 Kærløbere. Desuden var der lidt sjove rovfugle på Møn – en trækkende Hedehøg ved Ulvshale og en Sort Glente ved Jydelejet.

Klokken 16 var arrangementet officielt slut, og FeltUd skulle derfor kåre en vinder af træffets fugl. Markpiberen var egentlig den bedste kandidat – det var klart den sjældneste fugl, og samtidig var den medgørlig og blev set af mange. Finderen var dog ikke tilmeldt træffet, så præmien gik til Tonny Papillon for den utroligt flotte Biæderflok, som i hvert fald 7 personer fik glæde af.

13296061_10153104280143078_162049108_n

Biædere, Gedser Stationshave 22/5 (foto: Michael Køie Poulsen)

Tilbage er der blot at konstatere, at Operation Overshooter 2016 var en stor succes, med både rigtig gode fugleoplevelser og socialt samvær. Området huser beviseligt virkeligt mange spændende fugle på dette tidspunkt af året. Vi håber derfor, at det kan få flere til at rykke mod LFM-området i denne giftige periode næste år, så der kan blive fundet endnu mere!

Tak til alle der bidrog til et godt træf!

Mvh FeltUd

 

Operation Overshooter 2016

Fredag d. 20. – søndag d. 22. maj
Lolland, Falster og Møn

Feltud fortsætter traditionen med Operation Overshooter på Lolland, Falster og Møn.
Arrangementet har denne gang datosammenfald med et par gyldne dage i 2011, hvor optimale vejrforhold gav en perlerække af fugle på sydhavsøerne, som høgeørn, stor skrigeørn, aftenfalk, hvid stork, hvidvinget terne, biæder, savisanger, drosselrørsanger og flodsanger.

Overshooter hentyder til det fænomen, at en del fugle, der ikke er hverdagskost herhjemme, når de sydlige dele af landet i det sene forår. Er vinden sydlig kommer der nye fugle op sydfra. Er det koldt og efterårsagtigt, trækker de ”overshooters”, der allerede er i landet, tilbage mod varmere himmelstrøg. Selvom der kan være langt mellem fuglene, giver det næsten garanti for noget spændende på træksteder som Gedser Odde og Hyllekrog. Men alle gode lokaliteter bør tjekkes, både nat og dag!

13092067_576802269148732_6456817792035580885_n

Turteldue, 29/5-2015, Gedser Odde (Foto: Kristian Birchvald Jensen)

Fredag aften kl. 20.00 vil der være et introoplæg til området. Det holdes på Gedser Fuglestation, for enden af Fyrvej øst for Gedser. Parkér ved den offentlige parkering for enden af Fyrvej.

Efter nogle tidlige timer i felten vil der lørdag kl. 8.00 være morgenmad for tilmeldte ved fuglestationen.
Lørdag aften vil der være mulighed for at mødes med andre deltagere i skolestuen på Gedser Fuglestation. Arrangementet slutter kl. 16.00 søndag.

Deltagere skal selv finde indkvartering. Hvis du har en walkie talkie er det en god idé at tage den med og tune ind på kanal 2.10. Guidning via walkie kan være en stor hjælp når biæderen eller den rødryggede svale skal lokaliseres.

Arrangementet er gratis. Bedste fugl fundet af en deltager præmieres, forudsat man er tilmeldt og medlem af DOF.
På facebookgruppen ”Feltud” og på Pandion kan der læses om Feltuds arrangementer, og om spontane aktiviteter som fælleslusk og guidning ift. stationære hits under selve arrangementerne.

Du kan tilmelde dig Operation Overshooter på: ” feltudarrangerer@dof.dk” eller til Anders på sms eller telefonisk på 21 68 66 81.

Vi ses i felten!
Feltud

185H2715_Bee-eater_sit

Biædere, Gedser Odde 25/5-2014 (Foto: Louis A. Hansen)

Operation Nytårskur afrunding

Så blev 2016 skudt i gang. Mange begav sig i felten på årets første dag. Vejret viste sig fra sin bedre side med stille vejr og et par plusgrader. Senere på eftermiddagen kom der dog skyer, dis og regn dog mange steder. Der var derfor gode betingelser for at finde småfugle og finde fuglene på havet.

Flest arter så Morten Bentzon Hansen, der valgte at bruge årets første dag i det Sønderjyske. Imponerende 99 arter blev det til (100 i Dofbasen 1/1 men rødhalset gås set i Tyskland). Et gavekort på 500 kr. til Naturbutikken er på vej til Haderslev.

Jakob Sterup så hele 92 arter på Langeland, hvor det absolut mest spændende var en stor tornskade med karakterer svarende til ssp. homeyeri! Det bliver spændende at følge om denne race bliver godkendt herhjemme.

Top 5 herunder med link til deltagernes observationer i dofbasen 1/1. Hvis ikke linket virker så prøv at åbne dofbasen på et nyt faneblad i din browser, log ind og prøv så at følge linket igen. I Chrome kan jeg personligt ikke få linket til at virke.

Deltager Antal arter Landsdel(e) Lokaliteter Bedste arter
Moren Bentzon-Hansen 99 VE, SJ (Sydvestlige Sønderjylland og Rømø) Turen ses her Dværgfalk, Jagtfalk, Klyde, Slørugle, sortstrubet bynkefugl
Jacob Sterup 92 F (Sydfyn, Tåsinge og Langeland) Turen ses her Sølvhejre, kaspisk måge, mosehornugle, sortstrubet bynkefugl, stor tornskade ssp. homeyeri?
Kristian Birchvald Jensen / Hans Henrik Bay 84 SJ (Sydvestlige Sønderjylland og Rømø) Turen ses her Sølvhejre, sædgås, pibesvane, grønspætte, sortspætte
Lars Tom-Petersen 82 ØJ (Randers og omegn) Turen ses her Sorstrubet lom, rørdrum, tundrasædgås,  bjergpiber, vandstær
Jan Kiel 82 S (Sydvestlige Sjælland) Turen ses her Fjeldvåge, silkehale, isfugl, vandstær, stor tornskade

Godt nytår og god feltflid i 2016!

Kristoffer Hansen

Feltud

Operation nytårskur opdatering

Læs resten

Operation NYTÅRSKUR 1. januar 2016

Efter et overspringsår i 2015 vil vi i Feltornitologisk Udvalg i 2016 genoplive den stolte tradition omkring “birdrace”, på en dag der i forvejen er en mærkedag for mange danske årsarts-entusiaster. Hvor mange arter kan man egentlig se på årets første dag?

Ikke alene kan du komme godt fra start i årsartsdysten, men du deltager også i kampen om et gavekort til Naturbutikken på 500 kr.

Reglerne er simple. Konkurrencen begynder, så snart rådhusklokkerne har bimlet Nytårsaften… skønt vi næppe forventer mange i felten før solopgang. Du stiller op som enkeltperson og skal inden kl 21 samme dag have indtastet alle arter, du har set i dagens løb i Dofbasen. Du skal desuden være DOFmedlem for at kunne vinde præmier. Kl. 22 kan vi kåre vinderen, som får direkte besked vi besked funktionen i Dofbasen.

Gå allerede nu i træningslejr og find ud af hvor skovhornuglerne sidder, hvor der er gode chance for en jernspurv eller en huldue, hvornår kutterne kommer til havnene med en god portion måger osv.

Afrunding Felttræf 2015

Steppehøg

Hermed en opsamling på Felttræf 2015 , der gav en del spændende fugle  på trods af nordøsten vind i næsten hele perioden. Sortstrubet drossel var træffets sjældneste fugl, derudover blev der bl. a set jagtfalk, amerikansk fløjsand, amerikansk sortand, brilleand og dværgværling. Desuden masser af fantastiske, sjove, sociale oplevelser, læs hele referatet her Afrunding felttræf 2015

 

På gensyn i 2016
FeltUd

Mågekursus ved Køge Bugt d. 15. november 2015

Hermed en enestående mulighed for at opleve og blive klogere på mågerne, næsten gratis.

DOF og Feltud har atter allieret sig med Klaus Malling Olsen om et feltkursus i mågebestemmelse. Konceptet er en godt 7-timers bustur til de bedste mågelokaliteter mellem København og Stevns, for den beskedne pris af 100,-kr. for DOF medlemmer. Kurset er et slagtilbud til alle DOF-medlemmer, der ønsker at blive klogere på denne svære disciplin.

I slutningen af november er efterårstrækket så godt som overstået, men det er et rigtigt godt tidspunkt at studere måger. Sidst på efteråret er de unge måger i deres første vinterdragt, hvilket giver gode, pædagogiske muligheder for at studere og lære om de vigtige kendetegn. Du vil blandt andet lære at adskille og sætte alder på ung stormmåge, sølvmåge og svartbag, og der gode chancer for at få felterfaring med de svære arter kaspisk måge, middelhavsmåge og sildemåge. Med lidt held ser vi også sorthovedet måge og dværgmåge.

Ingen er bedre til at formidle den slags end Klaus Malling Olsen, forfatter til den internationalt anerkendte måge-bibel ”Gulls of North America, Europe and Asia”. I bussen vil Klaus fortælle om de vigtige kendetegn, som vil blive omsat til felterfaring, når vi ser på måger i havne og på marker.

Der er afgang fra Sjælør St. søndag d. 15. november kl. 8.00. Ruten fastlægges efter vejr og vind og hvor, der er mange måger. Vi er tilbage på Sjælør St. kl. 15.30. Vi arbejder på at kunne servere et rundstykke og en kop kaffe om formiddagen, men sørg selv for frokost – og varmt tøj. Der kan være frygteligt koldt ved østkysten i midten af november.

Der er plads til 52 deltagere, der kan tilmelde sig her på bloggen (eller ved at sende en mail til feltud@gmail.com) og ved at indbetale 100,-kr. på følgende konto: Reg.nr. 4180, nr. 4180634932.

Tilmelding senest mandag den 9. november. Husk at skrive dit navn og DOF medlemsnummer (står bag på Fugle & Natur).

Vi forventer, at man er hurtigt ude med eventuelle afbud på blog’gen, så man ikke kommer til at spærre pladserne for andre. Tilmeldingen må dog, som udgangspunkt, betragtes som bindende.

Vi glæder os til at se jer.

Med venlig hilsen
Feltornitologisk udvalg

12140714_507697559392537_7867007825526038395_n

Felttræf 2015 – Program

Felttræf 2015 Program

Felttræf 2015 står for døren og Feltud er stolte over at kunne præsentere endnu et spændende program med fokus på samvær i felten og formidling af gode oplevelser med fuglene.

Som altid er aktiviteterne i felten afhængige af vejrudsigten og kan blive aflyst eller udskudt derefter. Ligeledes kan det ske, at aktiviteter aflyses, hvis en meget sjælden fugl dukker op andetsteds. Alle ændringer i programmet vil blive meldt ud på både Feltuds facebook-gruppe og BirdAlarms “Andet”-gruppe. Er du ikke bruger af Facebook, er du velkommen til at ringe til Kristian Birchvald Jensen på mobil 29 65 69 35 for at høre hvorvidt et kommende arrangement løber af stablen.

BEMÆRK, at programmet kan/vil blive opdateret løbende, så check gerne op seneste version i ugen op til træffet, for at få alle ændringer med!

Programmet ser ud som følger:


LØRDAG D. 10. OKTOBER

Solopgang: Konkurrencerne starter officielt. Læs mere herunder.

Kl. 13.00 – 15.00: Lusketur v. Grønningen

Mødested: Holdepladsen, Maersk Vase v. Standen kl. 13.00.

Til de, der ikke kan vente med at komme i felten, guider Kristoffer Hansen en eftermiddagslusketur i de giftige krat og enge på Grønningen.

Kl. 19.00 – 21.30: Introduktion til Felttræf 2015, samt arrangement omkring feltornitologien of DOF med Hovedbestyrelsen og Feltudvalget.

Mødested: Naturskolen, Blåvand Fuglestation kl. 19.00.

Kristian Birchvald Jensen og Morten Kofoed-Hansen byder velkommen til Felttræf 2015, gennemgår pratisk information mv. Kl. (20.30) inviterer Feltudvalget og Hovedbestyrelsen felttræfsdeltagerne til et arrangement, hvor vi meget gerne vil høre jeres meninger og ønsker til DOF fra et feltornitologisk perspektiv. Vi håber diskussionen kan bidrage til nye spændende planer for feltornitologien og DOF.


SØNDAG D. 11. OKTOBER

Kl. 8.00 – 10.00: Morgenobs på Blåvands Huk

Mødested: Blåvand fuglestation kl 8.00.

Vil man gerne se nogle gode fugle, er en morgenobs på Blåvands Huk et godt udgangspunkt, hvor tusindvis af trækfugle passerer under de rigtige vejrforhold. Alt efter vind og vejr, kan det dreje sig om både småfugle, rovfugle, ænder, gæs og havfugle. David Manstrup og Mathias Blicher Bjerregård guider, peger de spændende fugle ud og svarer på alskens spørgsmål.

Kl. 10.30 – 12.30: Fælles lusketur i Mosen

Mødested: Blåvand fuglestation kl 10.30.

Efter morgenobs på Hukket guider Kristian Birchvald Jensen en fælles lusketur i “Mosen” bag Hukket og fyrhaven, der i gennem tidens løb har budt på masser af spændende småfugle m.m.

Kl. 19.00 – 20.00: Opsamling på dagens iagttagelser samt hygge

Sted: Naturskolen, Blåvand Fuglestation

Hver aften vil der være aftenarrangement ved fuglestationen, med forskellige indslag fra dag til dag.  Denne dag er der dog fri hygge, da de fleste nok skal se Danmark spille landskamp mod Frankrig kl. 20.45.


MANDAG D. 12. OKTOBER

Kl. 9.00 – 12.00: Fælleslusk v. Skallinglab, Tipmosen og Nyeng

Mødested: Skallingvej 14 kl. 9.00

Henrik Bøhmer og Anders Wiig Nielsen guider en lusketur i det supergiftige område omkring Skallingen og Nyeng. Bl.a. er skovbrynet ved Skallingvej 14 nok Danmarks bedste sted for Fuglekongesanger, der synes at være blevet sjældnere de senere år – så hvis man gerne vil have den på listen, er denne tur et godt bud.

Kl. 19.00 – 20.00: Opsamling på dagens iagttagelser samt hygge

Sted: Naturskolen, Blåvand Fuglestation. Der vil muligvis blive holdt foredrag af en slags, men det er ikke på plads endnu.


TIRSDAG D. 13. OKTOBER

Kl. 7.30 – 15.30: Fanøtur!

Mødested: Parkeringspladsen v. Dokvej 5, Esbjerg Havn (Fanøfærgen)

Felttræffets større satsning lander i år på det super giftige og fuglerige Fanø, der under gunstige vejrforhold passeres af imponerende mængder fugle. Vi mødes kl. 7.30 ved Fanøfærgen på Esbjerg Havn, hvor vi samler folk i biler (ca. 4 pers. pr. bil) og sejler til Fanø med afgang kl. 7.50. Vi kører først til Sønderho og observerer et forhåbentligt stort fugletræk – senere kører vi måske nordpå og tjekker rastfugle ved Rindby Strand. Turen ledes af Hans Henrik Bay, Kristoffer Hansen og Henrik Böhmer og guides af lokalkendte Marco Brodde. Vi sejler hjem igen med afgang kl. 15.30. Turen koster 50 kr. pr. næse, det rene røverkøb for en tur til den vanvittigt spændende ø!

Kl. 19.00 – 21.00: Mågekursus (teori) v. Klaus Malling Olsen

Sted: Naturskolen, Blåvand Fuglestation

Forfatteren af den verdensanerkendte mågebog, Gulls of Europe, Asia and North America er igen i år på banen med et todelt mågekursus, først et foredrag denne aften, og dagen derpå et feltkursus. Egnet for begyndere såvel som øvede.


ONSDAG D. 14. OKTOBER

Kl. 7.30 – 11.00: Småfugletur til Spunsen

Mødested: Skallingenvej 14. Herfra samles vi i så få biler som muligt og kører mod Skallingens Ende.

Sydspidsen af Skallingen, ‘Spunsen’ er rigtig god til at samle spændende småfugle op på efterårstræk. Vi leder efter Bjerglærke, Lapværling og måske Storpiber eller en Dværgværling. Turen ledes af Vicky Knudsen og Henrik Bøhmer

Kl. 13.00 – 15.00: Mågekursus (i felten) v. Klaus Malling Olsen

Mødested: P-pladsen ved Blåvand fuglestation

Klaus Malling Olsen viser hvordan man tager gårsdagens teori med på Nordhukket og anvender den, assisteret af Morten Kofoed-Hansen. Alle med interesse for måger opfordres til at deltage, uanset om man kunne deltage i gårsdagens teorikursus eller ej.

Kl. 19.00 – 21.00: Opsamling + foredrag om havdykænder v. Rasmus Strack

Sted: Naturskolen, Blåvand Fuglestation

Rasmus Strack er ekspert i dykænder, og da området er særligt godt til de sjældne havdykænder, (Amerikansk/Sibirisk Fløjlsand, Amerikansk Sortand, Brilleand), der alle kunne findes her ved sidste Felttræf, vil Rasmus gennemgå denne artsgruppe ved aftenens arrangement. Foredraget følges op af et feltkursus ved Hvidbjerg Strand torsdag, såfremt der ligger dykænder.


TORSDAG D. 15. OKTOBER

Kl. 8.00 – 10.00: Havdykænder i felten v. Rasmus Strack

Mødested: P-pladsen v. Lille Strandvej.

Se beskrivelse under gårsdagens arrangement.

Kl. 10.30 – 12.30: Marehalmstrask v. Hvidbjerg Strand og Grønningen

Mødested: P-pladsen v. Lille Strandvej.

Efter Rasmus Stracks feltkursus, vil Kristoffer Hansen guide en fællestrask gennem marehalmen, for at se om vi kan støve noget sjældent op.

Kl. 19.00 – 21.00: Opsamling m. gættefuglequiz

Sted: Naturskolen, Blåvand Fuglestation

I ugens løb vil der blive utvivlsomt blive fundet masser af spændende fugle og taget en masse gode billeder. Denne aften er afsat til, at du kan vise dine billeder på storskærm over en øl eller en sodavand. Klaus Malling vil hjælpe med at bestemme fuglene, hvis du har fotograferet noget, du er i tvivl om. Kristoffer Hansen og Mathias Blicher Bjerregård runder det sidste aftenarrangement af med en billed-gættefuglequiz, der vil være udfordrende på alle niveauer, så alle har fornøjelse af at deltage.


FREDAG D. 16. OKTOBER

Kl. 8.00-12.00: Felttræf-birdrace

Vi gentager sidste års afslutningsarrangement, Felttræf-birdracet. Startsskuddet går kl. 8.00 ved Blåvand fuglestation, hvor der også skal checkes ind igen kl. 12.00. Her afrapporteres deltagerne deres lister, og vinderen vil blive offentliggjort om aftenen ved fællesspisningen sammen med vinderne af de øvrige konkurrencer.

Kl. 18.00: Fællesspisning på restaurant i Blåvand

Vi genoptager i år fællesspisning som træffets sidste arrangement, hvor vinderne af samtlige konkurrencer vil blive offentliggjort og præmier blive uddelt. Det vil finde sted på en restaurant i Blåvand; helt konkret info følger senere.


Tilmelding:

Man tilmelder sig til træffet enten ved enten at melde til på dette event på Facebook (kræver log-in), ved at skrive en kommentar på bloggen eller ved at sende en e-mail til feltud@gmail.com. Man kan KUN vinde præmier, hvis man er tilmeldt træffet.

Lidt om Blåvand og Blåvand Fuglestation

Blåvands Huk er Danmarks vestligste punkt og af samme årsag én af Danmarks absolut mest spændende fugle-lokaliteter. Fugle fra alle verdenshjørner kan havne her, da de ofte vender om efter en tur ud over Nordsøen og slår sig ned, så snart de får landkending.

Blåvand fuglestation er næstyderste bygning på Blavands Huk. Det er sidste hus på venstre hånd, når du kører mod vest af Blåvandvej.

Foredragene foregår i Naturskolen, som du finder ved at gå ind i indre gård og tage anden dør i bygningen til højre. Der er ikke fri adgang til haven, der da der foretages ringmærkning.

Der vil være salg af øl, vand og lidt sødt til billige penge i forbindelse med aftenforedragene.

Felttræf-området

Felttræf-området udgøres af vadehavsregionen fra grænsen mod syd til Vejers i nord, mod øst afgrænset af hovedvej 11. Mellem hovedvej 11 og Henne går grænsen langs vej 465 mod Henne mod nord, og mod SV herfra vej 181 til A11 ved Varde.

Vadehavsøerne Fanø, Rømø og Mandø er inddraget. Kun fugle fundet i dette område tæller med i konkurrencerne.

Konkurrencer

Som altid udlover vi gavekort til Naturbutikken til finderne af træffets bedste fugle. Dog kan du kun deltage i dysten om præmierne, hvis du er DOF-medlem og tilmeldt Felttræf 2015. Læs mere under tilmelding.

Træffets sjældneste fugl præmieres med et gavekort til Naturbutikken på 1000 kr.

Træffets næstbedste fugl præmieres med et gavekort på 500 kr til Naturbutikken. Det kan dreje sig om den næstsjældneste eller måske en publikumsvenlig fugl, mange har fået fornøjelse af. Hvilket fund, det drejer sig om, er suverænt Feltuds afgørelse.

Holdkonkurrencen.

I holdkonkurrencen handler det om at finde så mange sjældne fugle som muligt i ugens løb. De mest almindelige point-arter (f.eks Lapværling) udløser eet point, mens en ny art for landet vil udløse 20. Et hold kan bestå af 2-5 personer. For arter, der udløser mere end 3 point gælder det, at mere end halvdelen af holdet skal have set fuglen, være enig i bestemmelsen og fuglen skal meldes ud.

Regelsættet findes nederst i invitationen.

Holdenes scores sendes til Hans Henrik Bay på tlf 53646470 senest fredag kl.12.

Holdene tilmeldes til samme telefonnummer. Først fra et hold er registreret, tæller dets fund. Der er åbent for tilmelding op til Felttræf og i hele uge 42.

FT-Birdrace:

Se så mange arter i Felttræf-området som muligt på 4 timer. Én art giver eet point. Man skal være tilbage på Blåvand fuglestation senet fredag kl. 12 til afrapportering. For hvert minut, man overskrider tidsfristen, nedskrives man 5 point. Birdracet starter fredag kl. 08.00 fra Blåvand Fuglestation og Kristoffer Hansen vil forklare reglerne inden holdene slippes løs.

Ringmærkning.

Der ringmærkes dagligt i stationshaven samt i Fyrhaven på Blåvands Huk. Fanges en spændende fugl, vil dette blive meldt ud og ringmærkeren vil lave en fremvisning ved Blåvand Fuglestation. Da fuglenes ve og vel kommer i første række, kan dette ske med kort varsel, hvis fuglen er i dårlig stand.

Der vil måske også være mulighed for en generel fremvisining af fugle i hånden, hvis personalet ikke har for travlt. Dette meldes ud på Facebook-gruppen.

Vi glæder os meget til at se jer alle sammen og vi håber på endnu et brag af et Felttræf.

Vel mødt til Felttræf 2015

De bedste hilsner

Feltud

Er der spørgsmål til ovenstående/træffet generelt – ring til Kristian Birchvald Jensen: 29656935

Pointgivning i holdkonkurrencen

Pointsystemet i Holdkonkurrencen er udarbejdet med det formål, at der bliver fundet så mange sjældne fugle på træffet, som muligt.

Arternes værdi er fastlagt på baggrund af deres optræden på tidligere træf og strækker sig fra 1 point for regelmæssige fugle til 20 point for ny art for landet. Enkelte ”dyre arter”, der kan optræde talrigt udløser kun point én gang per hold.

Et hold kan bestå af 2-5 personer. Ajourføring med points skal gøres af holdet selv. Kun fugle, der opdages af en holddeltager udløser point for holdet. Alle arter, der udløser 3 point eller mere skal ses af over halvdelen af deltagerne på et hold eller fotodokumenteres behørigt.

Holdets liste over pointgivende arter og samlede pointsum skal være rapporteret til Hans Henrik Bay (tlf. 53646470) senest fredag kl.12. Vinderlisten vil blive gennemgået.

Bemærk at:

KUN RASTENDE FUGLE ER POINTGIVENDE, MED MINDRE OVERTRÆKKENDE FUGLE SES AF MINDST 3 OBSERVATØRER ELLER FOTODOKUMENTERES BEHØRIGT.

SU-ARTER OG ANDRE ARTER, DER GIVER MINDST 12 POINT, SKAL SES AF MINDST 5 OBSERVATØRER ELLER FOTODOKUMENTERES BEHØRIGT.   FOR AT ARTEN KAN GIVE POINT SKAL FUGLEN KUNNE GODKENDES AF SU PÅ ET SENERE TIDSPUNKT. 

ALLE ARTER, DER UDLØSER 4 POINT ELLER MERE SKAL RAPPORTES

Islom 5 (også for multiforekomst) – UDLØSER KUN POINT EEN GANG PR HOLD

Hvidnæbbet lom 8

Nordisk Lappedykker 1 (også for multiforekomst)

Lille Stormsvale 5 – UDLØSER KUN POINT ÉN GANG PER HOLD

Silkehejre 8 (også for multiforekomst)

Dværggås 5 (også for multiforekomst)

Sortbuget Knortegås 4

Rødhalset Gås 7 (også for multiforekomst)

Rødhovedet and 10 (også for multiforekomst)

Kongeederfugl 12 (også for multiforekomst)

Amerikansk Skarveand 12 (også for multiforekomst)

Amerikansk Krikand 8

Steppehøg 8

Jagtfalk 12

Stribet ryle 10 (også for multiforekomst)

Tredækker 8

Odinshane 8 (også for multiforekomst)

Thorshane 5 (også for multiforekomst) – UDLØSER KUN POINT EEN GANG PR HOLD

Sibirisk hjejle 10

Amerikansk hjejle 15

Lunde 5 (også for multiforekomst) – UDLØSER KUN POINT EEN GANG PR HOLD

Sorthovedet måge 4 (også for multiforekomst)

Sabinemåge 6 (også for multiforekomst) – UDLØSER KUN POINT EEN GANG PR HOLD

Gråmåge 5

Hvidvinget måge 8

Hvidvinget terne 10

Hærfugl 10

Lille flagspætte 5

Toplærke 10 point (kun uden for Hirtshals)

Markpiber 10

Storpiber 7

Tajgapiber 12 (også for multiforekomst)

Blåhals 10

Sibirisk Bynkefugl 12

Høgesanger 8

Brun løvsanger 12

Schwarz løvsanger 16

Lundsanger 12

Hvidbrynet løvsanger 4

Fuglekongesanger 10

Humes Sanger 15

Rødtoppet fuglekonge 3 (også for multiforekomst)

Lille fluesnapper 8

Pungmejse 4 (også for multiforekomst)

Stor tornskade 1

Nøddekrige 8 (også for multiforekomst)

Rosenstær 10

Hvidsisken 5 (også for multiforekomst) – SKAL FOTODOKUMENTERES

Hvidvinget korsnæb 2 (også for multiforekomst)

Lapværling 1 (også for multiforekomst)

Dværgværling 12

Herudover ifølge asteriskbenævnelser i den nyeste udgave af Fugle i felten:

*=14

**=16

***=18

ny art for landet=20

Fænologipoint:

Skovpiber 1 Grå fluesnapper 2

Rødstjert 1 Broget fluesnapper 2

Rørsanger 1 Sivsanger 2

Havesanger 1 Tornsanger 2

Digesvale 1 Bynkefugl 2

Bysvale 1 Rødrygget tornskade 2

Gul vipstjert 1 Mursejler 2

Der er plads til at Felt-UD kan uddele fænologipoint og point for overraskelser som eksempelvis Karmindompap, Gulirisk, Rødstrubet Piber eller Turteldue.

Medlemmer fra FELT-UD kan deltage i holdkonkurrencen, men træder automatisk ud af juryen. Desuden kan medlemmer fra Felt-UD ikke vinde præmier i holdkonkurrencen.

Held og lykke derude i krattene!

med venlig hilsen

Felt-UD

Operation Overshooter 2015 – afrunding

For andet år i træk havde FeltUd i weekenden 29.-31. maj valgt at afholde en Lolland-Falster-Møn-satsning, for at opsnappe nogle af de lækkerier, der kan findes på returtræk på netop dette tidspunkt. Allerede fredag aften blev en Turteldue fundet siddende på marken mellem Frisenfeldt og Gedser Fuglestation af Anders Wiig Nielsen og en time senere opdagede Simon Vikstrøm en syngende Drosselrørsanger ved Bøtø Nor. Turtelduen nåede kun at blive set af 3 personer. Vejret var denne aften klart og let blæsende.

Turteldue ved Frisenfelt 29/5-15 (© Kristian Birchvald Jensen)

Turteldue ved Frisenfeldt 29/5-15 (© Kristian Birchvald Jensen)

LØRDAG D. 30. MAJ

Blæsten havde taget til i løbet af natten, og kl. 5.00 lørdag morgen havde vindstyrken nået 12 m/s, samtidig med at det var smådryppende og overskyet. Vinden kom dog fra vest, hvilket ikke nødvendigvis er så dårligt i Gedser på dette tidspunkt og hen ad formiddagen faldt den til 9-10 m/s samtidig med at det klarede lidt op. Feltudvalget arrangerede fælles morgenmad ved fuglestationen kl. 8, så træfdeltagerne kunne få en bid brød og en snak. Et hold deltagere dukkede ikke op til morgenmad, men så til gengæld Pirol ved Frejlev. Pga. vejret kom der ingen fugle i nettene ved stationen, men der var lidt fugle at se ved Odden, primært sydtrækkende Mursejlere, Tårnfalke og Rørhøge. Indtræk af 2 Hvepsevåger og en Lærkefalk sås dog også. I mellemtiden kørte de fleste træfdeltagere rundt inde i baglandet, hvilket gav Hvid Stork ved Bøtø, Pirol og 2 Rødtoppede Fuglekonger ved Søholt Storskov. Herudover kan nævnes Vendehals og Sølvhejre på Møn, samt en del Karmindompapper hist og her.

Træfdeltagere på Gedser Odde.

Træfdeltagere på Gedser Odde.

Et kæmpe ryk vadefugle blev desuden registreret fra Hyllekrog på Lolland af Preben Berg – 10017 Islandske Ryler, 1185 Strandhjejler og 4550 Små Kobbersnepper. Dem så vi desværre ikke meget til ved Falsters sydspids.

Om aftenen var der træfhygge på fuglestationen med gættefuglekonkurrence – både en klassisk udgave med en æske chokolade som præmie, men også en internetbaseret version, introduceret af Hans Henrik Bay, der selv genererer gættefuglesæt såvel med billeder som med lydoptagelser. Det var meget underholdende i fællesskab at forsøge at sætte korrekt navn på alle billederne. Der blev nydt chokolade og vin til, og af en eller anden grund steg fejlbestemmelsesprocenten som aftenen skred frem…

SØNDAG D. 31. MAJ

Denne morgen blæste det ligeså meget som den foregående dag, men det afholdt ikke Thomas Varto Nielsen for allerede tidligt på dagen at melde både Aftenfalk 2k og Hedehøg 3k+ han, begge udtrækkende ved Kroghage. Ingen af fuglene blev desværre set af andre, men der er et fint foto af Hedehøgen. En anden Hedehøg sås ved Saksfjed Inddæmning og fra Møns Klint meldte Niels Bahl Andersen 4 Biædere N. Der var altså nogle fugle i omløb. Vinden aftog meget i løbet af formiddagen, så der var håb om en Biæder eller lignende ved Odden, men Danmarks sydspids forblev meget fugletom. Dog sås en fed Fiskeørn meget tæt på, og den blev hængende længe inden den trak syd.

Hedehøg ad. han, Kroghage Sort Glente er symbolet på senforårets returtræk af overshooters. 3 fugle blev det til i denne weekend, 31/5-15 (© Thomas Varto Nielsen)

Hedehøg 3k+ han, Kroghage 31/5-15 (© Thomas Varto Nielsen), kilde: dofbasen.dk

Mere blev det ikke til, og kl. 13.00 var Operation Overshooter erklæret slut. Igen i år blev ingen rigtig god kandidat til Sjældneste Fugl fundet af en træfdeltager – det eneste bud var Aftenfalken fra Kroghage, men da der ikke var fotos eller flere observatører, besluttede FeltUd at præmien måtte gemmes til en anden god gang.