Monthly Archives: juni 2015

Operation Overshooter 2015 – afrunding

For andet år i træk havde FeltUd i weekenden 29.-31. maj valgt at afholde en Lolland-Falster-Møn-satsning, for at opsnappe nogle af de lækkerier, der kan findes på returtræk på netop dette tidspunkt. Allerede fredag aften blev en Turteldue fundet siddende på marken mellem Frisenfeldt og Gedser Fuglestation af Anders Wiig Nielsen og en time senere opdagede Simon Vikstrøm en syngende Drosselrørsanger ved Bøtø Nor. Turtelduen nåede kun at blive set af 3 personer. Vejret var denne aften klart og let blæsende.

Turteldue ved Frisenfelt 29/5-15 (© Kristian Birchvald Jensen)

Turteldue ved Frisenfeldt 29/5-15 (© Kristian Birchvald Jensen)

LØRDAG D. 30. MAJ

Blæsten havde taget til i løbet af natten, og kl. 5.00 lørdag morgen havde vindstyrken nået 12 m/s, samtidig med at det var smådryppende og overskyet. Vinden kom dog fra vest, hvilket ikke nødvendigvis er så dårligt i Gedser på dette tidspunkt og hen ad formiddagen faldt den til 9-10 m/s samtidig med at det klarede lidt op. Feltudvalget arrangerede fælles morgenmad ved fuglestationen kl. 8, så træfdeltagerne kunne få en bid brød og en snak. Et hold deltagere dukkede ikke op til morgenmad, men så til gengæld Pirol ved Frejlev. Pga. vejret kom der ingen fugle i nettene ved stationen, men der var lidt fugle at se ved Odden, primært sydtrækkende Mursejlere, Tårnfalke og Rørhøge. Indtræk af 2 Hvepsevåger og en Lærkefalk sås dog også. I mellemtiden kørte de fleste træfdeltagere rundt inde i baglandet, hvilket gav Hvid Stork ved Bøtø, Pirol og 2 Rødtoppede Fuglekonger ved Søholt Storskov. Herudover kan nævnes Vendehals og Sølvhejre på Møn, samt en del Karmindompapper hist og her.

Træfdeltagere på Gedser Odde.

Træfdeltagere på Gedser Odde.

Et kæmpe ryk vadefugle blev desuden registreret fra Hyllekrog på Lolland af Preben Berg – 10017 Islandske Ryler, 1185 Strandhjejler og 4550 Små Kobbersnepper. Dem så vi desværre ikke meget til ved Falsters sydspids.

Om aftenen var der træfhygge på fuglestationen med gættefuglekonkurrence – både en klassisk udgave med en æske chokolade som præmie, men også en internetbaseret version, introduceret af Hans Henrik Bay, der selv genererer gættefuglesæt såvel med billeder som med lydoptagelser. Det var meget underholdende i fællesskab at forsøge at sætte korrekt navn på alle billederne. Der blev nydt chokolade og vin til, og af en eller anden grund steg fejlbestemmelsesprocenten som aftenen skred frem…

SØNDAG D. 31. MAJ

Denne morgen blæste det ligeså meget som den foregående dag, men det afholdt ikke Thomas Varto Nielsen for allerede tidligt på dagen at melde både Aftenfalk 2k og Hedehøg 3k+ han, begge udtrækkende ved Kroghage. Ingen af fuglene blev desværre set af andre, men der er et fint foto af Hedehøgen. En anden Hedehøg sås ved Saksfjed Inddæmning og fra Møns Klint meldte Niels Bahl Andersen 4 Biædere N. Der var altså nogle fugle i omløb. Vinden aftog meget i løbet af formiddagen, så der var håb om en Biæder eller lignende ved Odden, men Danmarks sydspids forblev meget fugletom. Dog sås en fed Fiskeørn meget tæt på, og den blev hængende længe inden den trak syd.

Hedehøg ad. han, Kroghage Sort Glente er symbolet på senforårets returtræk af overshooters. 3 fugle blev det til i denne weekend, 31/5-15 (© Thomas Varto Nielsen)

Hedehøg 3k+ han, Kroghage 31/5-15 (© Thomas Varto Nielsen), kilde: dofbasen.dk

Mere blev det ikke til, og kl. 13.00 var Operation Overshooter erklæret slut. Igen i år blev ingen rigtig god kandidat til Sjældneste Fugl fundet af en træfdeltager – det eneste bud var Aftenfalken fra Kroghage, men da der ikke var fotos eller flere observatører, besluttede FeltUd at præmien måtte gemmes til en anden god gang.